Emma Weinreich ser frem til skarp konkurrence i stærkt X30 Senior-felt

Når Danish Karting League får premiere i Rødby den kommende weekend, så bliver det med stærke felter og samlet over 100 kørere til start. Og det største felt får vi at se i IAME X30 Senior, hvor 29 kørere først meldte deres ankomst – og takket være et par sene tilmeldinger er der et felt på hele 34 i vente til weekenden.

Én af kombattanterne i X30 Senior er faktisk ganske ny på netop den scene og i IAME-regi i det hele taget. Det er Emma Weinreich, der i 2022 tog springet over i X30 Senior og kørte et enkelt løb under franske himmelstrøg, og i år er hun klar til meget mere i den nye klasse. Nu gælder det imidlertid hjemlig asfalt, hvilket Emma Weinreich ser spændt frem imod.

Jeg glæder mig helt vildt til at få gang i sæsonen herhjemme i Danish Karting League. Jeg er virkelig glad for at vi har et så flot felt i X30 Senior, og den her nye måde at gribe weekenderne an på har helt klart givet det hele et skub fremad. Klassen manglede lige de sidste kørere førhen, men nu står vi med et felt på knap 30 kørere, og det er et virkelig fint udgangspunkt for en god sæson, forklarer Emma Weinreich.

Hun tilføjer:
Jeg er i det hele taget glad for det nye koncept i Danish Karting League med løb om lørdagen og nu også muligheden for fredagstræning. Det gør en stor forskel for rigtig mange, for alle ens feriedage får hurtigt ben at gå på, hvis man er væk torsdag til søndag mange weekender. Derfor ser jeg det som et rigtig godt tiltag, at det ikke æder en hel weekend hver gang vi skal køre DKL – det giver simpelthen flere muligheden for at komme ud at konkurrere, og det er jo i sidste ende hvad det hele handler om.

Sæsonmålet for Emma Weinreich er foruden at køre Danish Karting League også at køre IAME Benelux, og i sidstnævnte blev sæsonen skudt i gang allerede i midten af marts i Mariembourg i Belgien. Denne sæson kommer efter et 2022, hvor Emma Weinreich ikke fik kørt ret mange løb, men pausen er slut og midtjyden er klar til at give det hele et nyt skud.

2022 blev næsten et års pause for mit vedkommende. Jeg fik det ene løb i Frankrig i X30’eren, så man kan måske sige, at jeg lige skal i gang igen. Premieren i Belgien gik okay, men jeg er vist blevet en smule for flink ude på asfalten. Det skal jeg nok få gjort noget ved, slår hun fast.

Hvordan årets første dueller i X30 Senior går, finder vi ud af i den kommende weekend. Danish Karting League får premiere i Rødby på lørdag den 15. april.