Stærk premieredag på Danish Karting League

Danish Karting League fik en fantastisk og til dels solbeskinnet premiere i Rødby med stærkt besatte klasser fra ende til anden.

Med samlet set 115 til start på tværs af OK, OK Junior, de to IAME-klasser i X30 Junior og X30 Senior plus KZ2 og en stærk gæsteoptræden med klassiske gokarts fik dansk kartings nye endagsformat en flot start med masser af godt ræs på tværs af klasserne.

Haagh-sejr i OK Junior efter skarp, finsk modstand
Med en OK Junior, der også er på programmet, når Rødby senere i år er vært for Champions of the Future og en afdeling af EM i karting var weekendens Danish Karting League også en god lejlighed for en stribe udenlandske gæstekørere til at pudse formen af.

Den mulighed greb flere finske talenter, og flere af de danske topnavne i OK Junior fik kamp til stregen. I finalen åbnede OKJ med finsk front i form af Otto Sakala, der kæmpede med landsmanden Alfons Miettinen ind i første sving. Sakala kom bedst ud af det i starten, mens Miettinen satte lidt til og blev overhalet af Romeo Haagh.

Haagh havde dog kun startet sit avancement og gjorde kort efter arbejdet færdigt ved at tage føringen fra Otto Sakala.

Bertram Sachse blandede sig også og gik senere forbi Miettinen i kampen om tredjepladsen, men blev siden overhalet af finnen igen. Romeo Haagh tog det ternede flag fulgt af Otto Sakala, mens finske Markus Nurmi fik kørt sig op som treer foran Marco Garst og Oliver Fodor Rasmussen.

OK-sejr til Lauritz Sachse
Lauritz Sachse endte som Danish Karting Leagues første OK-løbsvinder efter en finale, hvor Sachse skød frem fra start og tidligt fik skabt et forspring til hollandske Maxim Hauroutounian, som samtidigt endte i en fight med Villads Lindenskov om andenpladsen. Silas Gibson fik også blandet sig, og det hele blev hurtigt til en kamp mellem de tre. En kamp, som Villads Lindenskov og Driver Academy i sidste ende trak det længste strå i. Lindenskov kæmpede til det sidste mod Gibson, og kunne til sidst sikre sig andenpladsen foran Gibson.

Lørdagens sidste finale stod i KZ2, og den gik til Andreas Falch efter Rasmus Haugård ellers lagde klart bedst ud. Haugård tog starten foran Victor Wolfsohn og Falch. Wolfsohn forsøgte at køre sig længere op, men fløj op over bagenden på Haugårds kart og faldt tilbage, mens Andreas Falch kom forbi.


KZ2-finalen gik til gengæld helt til det ternede flag, hvor Haugård ganske vist var først forbi det ternede flag, fulgt af Wolfsohn, men begge fik efterfølgende straffe. Andreas Falch vandt derfor foran Christian Munk Folde og Rasmus Haugård.

I X30 Junior stod der for en stor del af dagens vedkommende William Willaume Li Andreasen på det. En flot optakt gennem kvalifikationsheatene gav pole position, og ud af starten lykkedes det at holde fast i udgangspunktet.

Alba Hurup bød godt ind i kampen om føringen i begyndelsen af finalen, men hun måtte sidenhen udgå, mens William fik held til at slå et forspring og stikke af fra Viktor Snebjørn Poulsen. Treer blev Oliver Collins Wadst.

Brødre i topfight i X30 Senior

IAME-festen fortsatte i X30 Senior, hvor det hele endte i lidt af en brødreduel mellem Casper Normann og Tobias Normann. Casper åbnede finalen fra pole i sin kart med startnummer 341, men måtte mere eller mindre fra første meter ud at forsvare sig. En stærkt kørende Frederik Kirkegaard udfordrede indledningsvist, men blev siden sat under hårdt pres af Tobias Normann, som fandt vejen forbi og startede jagten på Casper Normann.

Det lykkedes i sidste ende for Tobias Normann at klemme sig forbi, mens Frederik Kirkegaard endte i duel om tredjepladsen med Frederik Kristensen og Alexander Müller, men de to sidstnævnte endte med at sætte hinanden af med tre omgange tilbage. Frederik Kirkegaard kørte over stregen som nummer tre, men fik siden en tidsstraf for tyvstart, og Simon Due blev i stedet treer.

Jonas Willadsen vinder i klassisk karting

Med i DKL-premieren var også klassisk karting – en klasse med Pre2000-karts i klart overtal. Her var Jonas Willadsen mere eller mindre hele vejen manden man skulle overgå, og Willadsen startede da også finalen fra spids og fik tidligt følgeskab af Leif Saron Petersen.

Det rystede dog ikke Willadsen, der siden fik etableret et forspring, mens Leif Saron til sidst tabte terræn og endte med at falde ned i feltet. I stedet rundede Gert Munkholm og Lasse Jensen podiet af i DKL-premieren i Rødby.

Flere billeder og meget mere fra premieren i Rødby følger! 🙂