Regnen drillede Danish Karting League i Grindsted

Sæsonens anden afdeling af Danish Karting League blev en regnvåd og dramatisk omgang i Grindsted – hvor der blev vendt op og ned på tabellen flere steder, og hvor der også var plads til et par gedigne overraskelser undervejs. I KZ2 endte det med en finalesejr til Niklas Vejen, efter en straf for en trykket snude kostede Mads Lund Jensen finalesejren i regnen.

Marius Rose kørte stærkt hele vejen til finaleheatet, men måtte hurtigt konstatere, at hans ramme var knækket. Niklas Vejen, her i #87, satte i stedet tonen.

KZ2 blev en vild finale på flere plan, for Marius Rose var godt kørende hele weekenden og startede forrest i finalen foran Niklas Vejen, Mads Lund Jensen og Anders Elkjær. Starten tog Niklas Vejen sig til gengæld af, og han fik kantet sin Birel forbi til føring under stort pres fra Mads Lund Jensen. Lund Jensen ville ikke give sig, og efter fire minutter fik han også gjort arbejdet færdigt og tog føringen fra Niklas Vejen.

 

Vejen i Birel på vej mod sejren i Grindsted.

Cirka samtidigt faldt det hele også fra hinanden for Marius Rose, der måtte se sin finalestart fra pole konverteret til helt at udgå af finalen med en knækket ramme.

At Lund Jensen kom i spids fik også lidt ro på løbet ude foran, for han fik etableret en føring til Niklas Vejen, mens Anders Elkjær og Michael Faurschou satte gang i en fed duel om tredjepladsen.

Podiet i KZ2 i Grindsted – Niklas Vejen vinder foran Mads Lund Jensen og Julius Lassen.

Den fik ingen af de to ret meget ud af, for de fik smidt tredjepladsen, og den tog Julius Lassen gladeligt imod. Lassen satte fart, og så var podiet i Grindsted også på plads. Mads Lund Jensen krydsede stregen først, men fik straffen, og derfor vandt Niklas Vejen foran ham. Treer blev Julius Lassen, mens Michael Faurschou og Anders Elkjær i henholdsvis Maranello og Formula K rundede top fem af. Sekser blev svenske Albin Stureson.

Dobbelt op til Normann

I weekendens på karter største klasse, X30 Senior, var der også kamp fra start. Regnen tog til som feltet rullede ud på asfalten, og det blev flere steder i feltet udnyttet til at sætte gang i en stribe comebacks. Starten tog den mesterskabsførende Tobias Normann sig af, og roskildenseren så sig egentlig ikke tilbage i regnen i Grindsted. For mens Normann tidligt satte pace og fik slået sig et forspring, så blev der vild kamp om de følgende pladser.

Tobias Normann, her i #53, var for anden gang i træk i hopla i DKL. Roskildenseren har nu to X30 Senior-finalesejre i træk.

Noah Eg skød frem i rækkerne efter at være startet som nummer syv, og kunne allerede omgangen efter køre sig op på andenpladsen foran Valdemar Aggerholm. De to fik også slået sig et lille forspring til forfølgerne – og så var resten af feltets top en kamp mellem Anton Hansen, Knud Nielsen, Zackarias Ringstrøm og Filip Linde.

Noah Eg var i øvrigt ikke alene om at stå med et stort, tidligt avancement. Signe Ørnbøll havde en rodet weekend i X30 Senior og startede langt nede efter en dum lørdag i Grindsted. Avancement var til gengæld i sigte, og Viborg-køreren fik fundet en del pladser i starten.

Hun kom op som syver efter at have taget hele ni pladser på de første omgange. Herefter fandt X30 Senior-finalen sit leje, for Tobias Normann kontrollerede sagerne ude foran, og hverken Noah Eg eller Valdemar Aggerholm fik sat nogen videre jagt ind på føringen. Ved det ternede flag tog Tobias Normann sin anden finalesejr i rap i Danish Karting League foran Noah Eg og Valdemar Aggerholm.

Podiet i X30 Senior – Tobias Normann vinder igen – foran Noah Eg på en stærk opkørsel. Treer blev Valdemar Aggerholm.

Knud Nielsen blev firer foran Marcus Juncher og Signe Ørnbøll. Villads Lindenskov blev syver foran Casper Normann – der også leverede et solidt comeback efter at være startet helt nede som nummer 20. Oliver Tomasson og Mathias Ingebrigtsen rundede top 10 af.

Ny finalesejr til William Sterup Nielsen i OK Junior

OK Junior blev på sin vis en gentagelse af premieren i Ikast, for igen var det med en sejr til William Sterup Nielsen fra pole position i finalen. Men der holder lighederne også op, for Sterup Nielsen fik nye udfordrere denne weekend.

Elliot Spangtoft (#285) var foran undervejs, men kom under tungt pres fra William Sterup Nielsen, her i #37.

Elliot Spangtoft startede som toer i finalen og fik med sin Parolin-kart budt Tony Kart-køreren Sterup Nielsen op til duel.

Jubel ved målstregen.

Og faktisk var Spangtoft undervejs også i spids efter en hektisk første omgang i regnen. Men som heatet udviklede sig, så kunne William Sterup Nielsen snyde Spangtoft for enden af langsiden og tage føringen tilbage. Og da han først var der, da så William Sterup Nielsen sig ikke tilbage på vejen mod sin anden OK Junior-sæsonsejr i streg. Han vandt foran Elliot Spangtoft, mens Felix Mortensen tager tredjepladsen med sig hjem fra Grindsted – i øvrigt i sin første optræden i OK Junior.

Podiet i OK Junior – William Sterup Nielsen vinder sin anden finale i træk – foran Elliot Spangtoft og Felix Mortensen.

Zacharias Svanholm sejrede i Mini60

I Mini60 var det forud for finalen Mikas Lundsholm i Parolin, som førte an. Lundsholm tog starten fra pole position sammen med Zacharias Svanholm, men finaleheatet var ikke mange sekunder gammelt, inden Mathias Hansen fik sendt sin CRG forbi dem begge og tog føringen. Den holdt imidlertid lige så kort, og Svanholm kunne i stedet gå forbi til føring og tage Mikas Lundsholm med sig.

Podiet i Mini 60 – Zacharias Svanholm vinder foran Mathias Hansen og Mikas Lundsholm.

Som heatet tog form, så fik Zacharias Svanholm hurtigt skabt sig en fornuftig føring og efterlod Mikas Lundsholm og Mathias Hansen til at kæmpe om podiets to øvrige trin. Den duel tog Lundsholm sig bedst af kørte i mål som toer – men han mistede andenpladsen i Grindsted på en tre sekunders straf for at være lidt for ivrig på gaspedalen i den rullende start.

Derfor endte Mathias Hansen som toer foran Mikas Lundsholm, mens Christian Rasmussen og William Andersen rundede top fem af i Mini 60.

Danish Karting League er tilbage den 5-6. Juli, når turen går til årets tredje afdeling. Den køres på Rødby Karting Ring.

Regnen drillede Danish Karting League i Grindsted Read More »