Danish Karting League: Stærke finaler i Rødbys store kartingbrag

Danish Karting League satte 2024 i gang med et brag af en pinseweekend i Rødby – en weekend, der udover højt solskin, rekordstor deltagelse og perfekte forhold til karting også bød på en stribe spændende dueller hele vejen.

Sæsonpremierens absolutte topscorer af en deltagerliste gik til IAME X30 Senior, som med 42 deltagere bød på skarp konkurrence fra start til slut.

Hele holdet af vindere i DKL1 – Mini 60, OK Junior, X30 Junior, X30 Senior og KZ2.

Efter kvalifikationsheats og superheatet stod det klart, at Knud Eske Nielsen havde pole position foran Bertram Sachse, mens Tobias Normann og Luca Magnussen havde anden række.
Knud Eske Nielsen tog starten og kom først ud af sving 1. I det hele taget i en pæn start på heatet uden den store ballade, og Nielsen kunne derfra skabe sig lidt kontrol over begivenhederne, mens han havde brødrene Bertram og Lauritz Sachse lige bag sig.

Men længere fik X30 Senior ikke rigtigt lov at udvikle sig, for løbet blev afbrudt efter et uheld, som gik ud over Olivia Bender. Hun flettede hjul med en konkurrent og endte med en hård afkørsel.

Heatet endte med at blive kørt om, og i den nye start tog Knud Eske Nielsen igen teten indledningsvist – og igen skød to gange Sachse frem som de nærmeste udfordrere. Men denne gang kunne thyboen ikke holde Sachse og Sachse bag sig – de nåede forbi på første omgang med Bertram Sachse som ny førende.

 

Bertram Sachse, her i #301, fik etableret sig en føring, og det blev grundlaget til finalesejr.

Den føring havde han held til at holde fast i, mens Knud Eske Nielsen fik ram på Lauritz Sachse og bragte sig op som toer. Til gengæld holdt stillingen ikke til mål, for med en stærk afslutning fik Tobias Normann kæmpet sig forbi både Knud Eske Nielsen og Lauritz Sachse – og endte som toer, mens Bertram Sachse vandt og Lauritz Sachse tog tredjepladsen i Rødby.

 

Podiet i X30 Senior i Rødby – Bertram Sachse vinder foran Tobias Normann og Lauritz Sachse.

En tidlig frontrunner, som ikke havde heldet til at gå hele vejen, var Sebastian Bach. Aalborgenseren var med helt fremme i X30 Senior store dele af weekenden, men motoren satte sig i superheatet – og det kostede. Han startede som 12’er, blev kørt af banen på første omgang og endte med at køre sig fra 36. og sidste position og tilbage som 12’er.

Tæt kamp i X30 Senior.

Julius Lassen sejrer i premieren i KZ2

Efter den afbrudte X30 Senior kom finalen i KZ2 – og her viste der sig hurtigt et mønster – lokale kræfter mod de meget rutinerede. Julius Lassen var gennem weekenden særdeles godt kørende på hjemmebanen i sin Sodikart, og Lassen tog sig da også af starten på heatet. Han fik en superstart og kunne hurtigt begynde at etablere et lille forspring til forfølgerne.

Den gruppe blev ledt af Rasmus Haugaard, der ditto fik en udmærket åbning på finalen og bragte sig fra sin start som treer til andenpladsen. Haugaard kæmpede et godt stykke tid med Niklas Vejen i Birel ART, men Niklas Vejen måtte sidenhen udgå. Anton Morsing og Michael Faurschou fik samlet op.

Det var ved cirka den tid, at Oliver Hedegaard også måtte se sin weekend gå op i røg efter en defekt. Hedegaard var lørdag med i et sammenstød og fik skiftet chassis på karten over natten. Han lå lige efter Faurschou som femmer, men tabte det ene baghjul og måtte udgå.

Julius Lassen fik hurtigt slået et hul til forfølgerne og den lokale kører tog sæsonens første gevinst i Danish Karting Leagues KZ2.

I mål blev det sejr til Julius Lassen foran Rasmus Haugaard, mens Anton Morsing krydsede det ternede flag som treer. Men Morsing fik en straf for en trykket front og faldt ned som sekser, mens Michael Faurschou i stedet tog tredjepladsen med sig hjem.

KZ2-sejren betyder i øvrigt, at Julius Lassen er ubesejret i Danish Karting League-regi, for han har vundet begge de to løb, han har kørt i serien til dato.

Danish Karting League: Premieresejre til Rünitz, Soria og Sterup Nielsen

Udenfor KZ2 og X30 Senior var der i høj grad også kamp om pokalerne. OK Junior endte i sejr for Mika Rünitz og Parolin efter en særdeles velkørt finale. Rünitz var hele weekenden blandt klassens absolutte frontrunnere, og tog pole position foran Zackarias Ringstrøm.

Zackarias Ringstrøm (#111) førte indledningsvist finalen i OK Junior, men Mika Rünitz, her inderst i #311, endte med at trække det længste strå.

Ringstrøm tog imidlertid det tidlige stik og førte efter starten, men han kom hurtigt under pres fra Rünitz såvel som Matias Kristensen. Trioen slog et forspring på de første par omgange, og tre omgange inde fik Mika Rünitz fanget og overhalet Ringstrøm.

Derfra så Parolin-køreren sig ikke tilbage, og efterlod i stedet Zackarias Ringstrøm og Matias Kristensen i kampen om podiets næstøverste trin. Matias Kristensen måtte udgå med tre omgange tilbage efter en lang kamp med Ringstrøm, og i stedet endte tredjepladsen hos en godt kørende Mikkel Victor Niehues, som avancerede fra en start som sekser.

 

Podiet i OK Junior-premieren – Mika Rünitz vinder foran Zackarias Ringstrøm og Mikkel Victor Niehues.

Soria-sejr i X30 Junior

I X30 Junior vandt Victor Soria efter et ganske begivenhedsrigt heat – trods at klassens deltagertal ikke var højt denne weekend. Jordin Mulungi Andersen havde en glimrende start, men blev rodet ind i lidt skærmydsler og faldt tilbage. Der tog Soria til gengæld over, og efter en god kamp med Ask Nørregaard Larsen viste Soria, at han havde farten til at gøre forskellen.

 

Victor Soria satte tempet i X30 Junior som finaleheatet skred frem.

Som sagt, så gjort. Victor Soria fik skabt et stort forspring og efterlod resten af podiet til en duel mellem Oscar Lundhus Christensen og Magnus Berg.

Ingen af de to formåede imidlertid at gøre det færdigt, for Berg faldt tilbage, og Christensen ligeså. I stedet kunne Ask Nørregaard Larsen med en sen overhaling på Jordin Mulungi Andersen tage andenpladsen, mens Jordin rundede podiet af.

X30 Junior-podiet – Victor Soria vinder foran Ask Nørregaard Larsen og Jordin Mulungi Andersen.

Suveræn Mini 60-sejr til William Sterup Nielsen og CRG

Mini 60 blev én af de klasser, der bølgede frem og tilbage over weekenden. Det var hele vejen en kamp, hvor William Sterup Nielsen, Benjamin Poulsen og Linus Thisted skilte sig ud.

Men lige så blandet et oplæg, lige så entydig en finale blev det. Starten gik, og Sterup Nielsen skød frem i sin kart fra CRG – og fra da så den unge koldingenser sig ikke tilbage. Kampen om andenpladsen foldede sig til gengæld ud, for Benjamin Poulsen, Linus Thisted og Rasmus Letholm havde en skarp duel om andenpladsen.

William Sterup Nielsen (#37) var på gæstevisit i DKL, for CRG-køreren slår primært sine folder i det tyske i år. Men det blev til sejr for koldingenseren, som slog de to EKS-kørere, Benjamin Poulsen og Rasmus Letholm.

Poulsen og Letholms duel endte i en straf til Benjamin Poulsen, men han havde held til at skabe sig et forspring og kunne alligevel holde andenpladsen hjem, mens Rasmus Letholm tog tredjepladsen.

Mini 60 på podiet.

Micro 60 for de mindste blev kørt lørdag, og endte med finalesejr til Viggo Dahl Præst foran Maze Kamp Posey og Oliver Hochreuter.

Danish Karting League er tilbage i weekenden den 15-16. juni, når det går løs i Thy til sæsonens anden afdeling.

[ngg src=”galleries” ids=”3″ display=”basic_thumbnail” thumbnail_crop=”0″ maximum_entity_count=”500″]