Danish Karting League gearer op til sæsonens anden afdeling – i Thy
Danish Karting League er klar til sæsonens anden afdeling, som fører feltet til det nordjyske og XRACE.DK Danish Karting League 2 – Grand Prix Thy.
Det bliver med – igen – stærke felter, og i lighed med sæsonpremieren er der igen lagt op til et kæmpe brag af en weekend i specielt X30 Senior og KZ2.
IAME X30 Senior vandt Bertram Sachse ved DKL1 efter han trak fra og fik skabt sig den føring, der også endte med at give en finalesejr – mens Knud Eske Nielsen gjorde sit til at få blandet sig i brødrene Sachses interne duel i spidsen af feltet. Det hele endte til gengæld med, at Tobias Normann kørte sig op som toer, mens Lauritz Sachse rundede podiet af i Rødby.
Og trioen er klar til at tage kampen op – denne gang med Knud Eske Nielsen på hjemmebane og med samlet set 36 kørere til start.
I den 21 mand store KZ2 er der også lagt op til en fortsættelse af premieren i Rødby. Julius Lassen viste sig stærkt kørende hjemme i Rødby i sin Sodikart, og kunne med en stærk start på finalen skabe det, der blev til en premieresejr – mens en lang række vanlige og nye udfordrere også bød sig til.
Her er igen lagt op til tæt kamp mellem landets førende i klassen – og så må tiden i øvrigt vise, om Julius Lassens stime som ubesejret i KZ2 under Danish Karting League kan bestå. Alt det og meget mere ved vi søndag eftermiddag.
DKL2 byder på action i seks forskellige klasser – fra Micro 60 og Mini 60 til OK Junior og KZ2 plus IAME X30 Junior og X30 Senior.
Det hele kan desuden følges live hos SPORTLIVE.