Victor Wolfsohn sejrer i vild regnvejrsfinale i Danish Karting League

Man skal vide det, for man kan ikke rigtigt se det… Finalen i Danish Karting Leagues sæsonpremiere i Ikast denne weekend kom på mange måder til at ligne noget, der er sket før. Det vakte store minder om dén finale, der i 2023 gjorde Victor Wolfsohn til DIF Danmarksmester i KZ2 – for banen var den samme, og det var vejret og scenarierne til dels også.

Victor Wolfsohn startede nede midt i rækkerne, men 2023-danmarksmesteren fik igen understreget, at han er en særdeles skarp kører, hvis det regner i Ikast. Foto: Niklas Majgaard

Regnen begyndte at true midt i finalerne i Ikast denne gang, men først til KZ2-finalen fik det våde element rigtigt fat. Og dét er lige en kombination for Wolfsohn, der ultimativt avancerede 11 pladser og endte med at vinde foran Christoffer Sachse, der gennemførte et næsten endnu mere imponerende ridt på sin vej til andenpladsen – 20 positioner vandt han i løbet af et hektisk finaleheat. 

Fra start var det med Oliver Hedegaard på pole position foran Michael Faurschou, og den tog Faurschou i sin Maranello-kart sig klart bedst af i regnen. Han fik hurtigt selskab af Julius Lassen, men som minutterne løb af uret, så havde Danmarksmesteren fra 2023 et par ting at skulle have sagt. Status midtvejs i den vilde regnvejrsfinale var, at Wolfsohn kørte sig i spidsen foran Michael Faurschou, Julius Lassen og Christoffer Sachse.

Men finalen var ikke færdig med at overraske. Faurschou havde et lille intermezzo, men fik gang i sin kart igen og var nede som firer, mens Julius Lassen pløjede direkte i gruset for enden af langsiden og smed et potentielt podie over styr.

Victor Wolfsohn vinder DKL1 foran Christoffer Sachse og Michael Faurschou Foto: Niklas Majgaard

Det spillede til gengæld kortene direkte videre til Christoffer Sachses hånd, og han kunne fortsætte sin opkørsel til det, der i sidste ende blev et plus på 20 pladser, mens Faurschou kom tilbage efter at have været nede som firer. Han fik overhalet Jonas Vestergaard og sikrede sig en plads på skamlen, mens Sachse tog andenpladsen og Wolfsohn sejren med en suveræn margin på over 15 sekunder – faktisk så stor en margin, at end ikke en straf på fem sekunder for en trykket snude kunne fravriste ham sejren. 

I det hele taget bød finalen på stor travlhed i dommertårnet, og også Christoffer Sachse fik sikret sig en hilsen for at varme dæk op efter den officielle streg. 

Tobias Normann sejrer i X30

Hvad KZ2 havde i regnvejrskaos havde IAME X30 Senior i hård fight – og her havde dommerne også deres at se til. Dem vender vi tilbage til. Regnen faldt knapt så hårdt på dette tidspunkt, men der blev erklæret wet race, og her fik brødrene Normann fra start ram på Knud Nielsen, der startede som toer mellem Tobias Normann og Casper Normann. 

X30 Senior fortsatte ind i 2025 som serien slap 2024 – med tæt duel fra ende til anden. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

Det knak hurtigt i to dele, så Normann og Normann slog sig et lille forspring, mens Knud Nielsen endte i en fight med Noah Eg om tredjepladsen. Den kamp ville Villads Lindenskov og Valdemar Aggerholm være med i, og det tog ikke længe inden kampen om pokalerne for alvor blussede op. Da var Tobias Normann for længst kørt ude foran, men Casper Normann havde en vild kamp med især Villads Lindenskov og Valdemar Aggerholm, da de to havde passeret en hårdt kæmpende Knud Nielsen. 

Tobias Normann tog kontrollen over finalen i X30 Senior. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

For Nielsen endte løbet med en diskvalifikation, fordi hans bagkofanger faldt af, og duellen om podiets sidste to pladser tog Casper Normann og Valdemar Aggerholm sig som udgangspunkt af, da Lindenskov kørte den sidste del af heatet med døende bremser. I sidste ende blev det alligevel til en andenplads for Karting Academy-køreren Lindenskov, for både Casper Normann og Valdemar Aggerholm fik straffe efterfølgende. Normann fik flest strafsekunder og endte helt nede som femmer, mens Aggerholm reddede en podieplads foran Noah Eg. 

… Og Casper Normann, her med #41, endte i et langt slagsmål med Valdemar Aggerholm (#86) og Villads Lindenskov, #11, om resten af podiet. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

Debutsejr i OK Junior

En ny sæson er lig med nye ansigter i nærmest alle klasser – og især OK Junior er traditionelt vært for en del udskiftning, da det er første trin ind i klasserne for 125 ccm gokarts. Således har William Sterup Nielsen lige taget springet, og kan nu sætte en finalesejr ud for sin debut i OK Junior.

Adam Andersen, her i #261, kom godt fra start i finalen og bragte sig foran William Nielsen, men Nielsen – debutant i OKJ – endte med at trække det længste strå. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

Koldingenseren måtte dog en del igennem, for efter at have gjort rent bord hele vejen gennem kvalifikationerne og superheatet, så snød Adam Andersen ham umiddelbart efter finalestarten. Andersen fik lagt sig i spidsen og etableret en smal føring – og det tog ikke mange omgange før de to var kørt.

OK Junior kørte finale inden regnen rigtigt lagde sig over Ikast, og det blev først fedtet på de sidste omgange – men nok til at få indflydelse på finalen. På næstsidste omgang satte Adam Andersen sig selv i gruset, og så var hans rolle udspillet, mens William Nielsen kunne køre i mål som vinder foran Oliver Hjordrup og Erik Vest. 

Podiet i OK Junior – debutsejr til William Nielsen foran Oliver Hjordrup og Erik Vest. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

Mini 60 tog Mikas Lundsholm sig af fra pole position. Lundsholm slog hul helt fra start og fik etableret en føring ned til Zacharias Svanholm, der til gengæld endte i duel med Mathias Hansen – en kamp, som Svanholm kom bedst ud af. Det endte med sejr til Lundsholm foran Svanholm og Hansen. 

Mikas Lundsholm tog sejren i Mini60 foran Zacharias Svanholm og Mathias Hansen. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

Danish Karting League er tilbage næste måned, når det går løs i Grindsted den 24-25. maj.