Danish Karting League er klar til en ny sæson i 2024 med et par markante ændringer – og en ny kalender på fire løb. I 2024 går det først løs til sæsonpremieren i Rødby den 18-19. maj, fulgt af to nye baner på kalenderen i form af Thy og Grindsted, (15-16. juni og 7-8. september), inden det hele afgøres i Vojens den 28-29. september.
Danish Karting League kommer derudover til at køre med et nyt format i det nye år. Alle løb i Danish Karting League bliver over to dage, og derudover bliver det med seks, faste klasser. Micro 60, Mini 60, X30 Junior, X30 Senior, OK Junior og KZ2. Af disse kører Micro 60 fortsat endagesløb.
At Danish Karting League går over til todagesløb er valgt blandt andet på input fra kørere og teams, forklarer Danish Karting Leagues Mads E. Hansen, der glæder sig til at sætte en ny sæson i værk:
– Jeg er super glad for at vi kan præsentere en ny og stærk kalender til 2024 efter en god og lærerig debutsæson med Danish Karting League. Sæsonen i år har været én, vi alle har lært en masse af, og vi har samlet masser af input til ting, der kan gøres anderledes og bedre. Her var todagesløbene og ønsket om mere køretid ét, der gik igen hos mange, og det ser jeg meget frem til at rulle ud på fire forskellige baner i godt samarbejde med klubberne.
2024-formatet bliver med fire gange 15 minutters træning, én kvalifikation og tre kvalheats, inden det går videre til et superheat og en finale.
Danish Karting League 2024
18-19. Maj – Danish Karting League Grand Prix Rødby
15-16. Juni – Danish Karting League Grand Prix Thy
7-8. September – Danish Karting League Grand Prix Grindsted
28-29. September – Danish Karting League Grand Prix Vojens