Mød feltet til ‘Årets Kartingkører’

Med en stribe priser på højkant ved lørdagens Sponsor Academy Karting Award Danmark er der masser af prestige at hente. Men én pris vil altid være hovedprisen ved Sponsor Academy Karting Award Danmark, og det er hæderen som Årets Kartingkører.

En alenlang række af dansk motorsports koryfæer har på deres vej fra karting til de fineste adresser i international motorsport vundet netop denne titel. Og på lørdag er fire navne i spil til at blive den næste, der kan løfte titlen som Årets Kartingkører.

De fire nominerede

De fire er Marco Garst, Tobias Normann, William Sterup Nielsen og Knud Nielsen. Fire kørere, der på hver sin vis har sat deres markante præg på karting i Junior- og Seniorkategorierne i både Danmark og udlandet i året, der er gået. Fælles for alle fire er stor stolthed over at blive nomineret til prisen – her kan du møde de fire:

Marco Garst

Foto: Koski Motorsport

For Marco Garst kommer muligheden i Årets Kartingkører efter et stærkt comeback i 2025. Sidste sæson var en svær størrelse for nordsjællænderen, der i år har markeret sig helt fremme internationalt i sit første år i OK.

– Jeg er virkelig stolt af at være med i opløbet, og det kommer efter et virkelig stærkt år med mange store sportslige oplevelser i OK til EM, VM og i Champions of the Future. Det er en titel, som rigtig mange store navne har været forbi gennem årene, så jeg – og hele familien – var meget stolte af at få beskeden.

Tobias Normann

Tobias Normann har især haft et indbringende gokart-år i Danmark, og gjorde rent bord i både Danish Karting League og til DIF DM i X30 Senior. Han vandt alle fire afdelinger på sin vej til titlen i Danish Karting League, og snuppede undervejs også DIF DM i X30 Senior. Og senest rundede Normann sit år af med IAME World Finals i Valencia, hvor det i et hårdt felt blev til en 18. plads i verdensfinalen.

– Det er kæmpestort at være med i kampen om titlen som årets kartingkører. At blive nomineret til den er en stor anerkendelse af det arbejde, vi har lagt i hele sæsonen, og at være med her, betyder meget for mig. Jeg er oppe mod tre virkelig dygtige kørere, så jeg er stolt og ydmyg over at være blandt de udvalgte, siger Tobias Normann.

William Sterup Nielsen

William Sterup Nielsen er den yngste af de fire nominerede. Det unge talent fra Vester Nebel ved Kolding rykkede til denne sæson op i junior-rækkerne og gjorde mildest talt en entré i sit første år i de store 125 ccm karts. Mesterskabet i Danish Karting Leagues OK Junior åbnede han med sejr i de to første løb på sin vej mod titlen. Sommerens DIF DM i OK Junior tog Nielsen sig også af, mens det blev til sølv i Rotax Junior i både DRMC og DM.

– Jeg var lidt paf over at blive nomineret, men jeg er virkelig stolt og glad for det. Det har været et års hårdt arbejde, men det har givet resultater, og jeg har lært rigtig meget i den her sæson. Det har krævet meget arbejde at kunne gå ind i Junior og være hurtig fra start, så det var virkelig en god besked at få, fortæller han.

Knud Nielsen

Knud Nielsen har i den grad haft et begivenhedsrigt 2025 i ind- og udland. Senest – faktisk så sent som sidste weekend – var han i Malaysia for at repræsentere Danmark i det første FIA Arrive and Drive World Cup-stævne nogensinde – og kom her hjem med VM-bronzen i et benhårdt seniorfelt. Men også på mere hjemlige eller for den sags skyld europæiske breddegrader har Knud Nielsen hele vejen gennem 2025 været garant for stærke præstationer.

Det betyder meget at være med i feltet til Årets Kartingkører. Det er et tegn på, at vores hårde arbejde er blevet lagt mærke til – også i et år, hvor det var langt fra let, og hvor der har været både op- og nedture. Vi fik kæmpet os igennem både nationalt og internationalt med sejr i 5 af 6 danske afdelinger i Rotax, og bronze i RMC International og FIA Arrive and Drive World Cup. Jeg vil gerne sige stor tak til mor og far for alt det, de har gjort for mig gennem sæsonen, og en stor tak til Robert, RSC og min mekaniker Bennet, som har bakket op hele vejen, siger Knud Nielsen.

Se mere om Karting Award Danmark her:
https://award.kartingdanmark.dk/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *