Sydfynske Driver Academy er blandt aktørerne i Danish Karting Leagues OK og OK Junior-klasser og ser frem til at skyde sæsonen i gang med lørdagens premiere på DKL i Rødby.
Forude venter en sæson med flere højdepunkter i de to klasser, for senere i år er netop Rødby vært for både Champions of the Future og FIA Karting European Championship, der selvsagt er to store mål, som teamchef Thor Lindenskov og resten af holdet ser frem imod i spænding.
– Vi går all-in på Danish Karting League i år. Det passer rigtig godt sammen med både vores koncept i Driver Academy såvel som vores grej, og vi er klar med i alt fem kørere denne weekend fordelt på to i OK og tre i OK Junior. OK Junior tegner virkelig til at blive spændende i Rødby, for med 30 kørere har vi en god blanding af erfarne kræfter og nye navne. Der er mange gode, så det skal nok give noget fedt ræs over hele linjen, forklarer han.
Denne weekends første afdeling i Danish Karting League tjener samtidigt som en god opstart frem mod sæsonens næste mål, tilføjer han:
– Det bliver godt at komme i gang for alvor. Vi har en spændende sæson foran os, og jeg glæder mig rigtig meget til at prøve det nye koncept med endagesløb i DKL af for alvor, siger han og tilføjer:
– Den her sæson tegner virkelig til at blive helt særlig, for med EM i Rødby er den helt store scene pludselig i Danmark. Og netop den store scene har jo for vane at puste til udviklingen af de unge kørere, så det passer bare helt perfekt sammen, at vi kan skyde sæsonen i gang netop her, slår Thor Lindenskov fast.
Driver Academy stiller med Villads Lindenskov og Lucas Kent Jensen i OK samt Laust Bastholm Tvedskov, Marcus Oliver Juncher og Dominykas Guobys i OK Junior.
Danish Karting League får premiere i Rødby på lørdag den 15. april.