I fjor tog han blandt andet guldet ved DM-weekenden i Mini 60 i Roskilde, men nu er det tid til et trin op ad rangstigen for 12-årige Oliver Fodor Rasmussen med en sæson, som for Grindsted-kørerens vedkommende rammer dansk asfalt til premieren på Danish Karting League den 15. april.
Far Ronnie Rasmussen ser frem til at gæste de danske baner med en for familien Rasmussen ny kartklasse på programmet. Skiftet op i OK Junior har budt på en stejl læringskurve både på og udenfor asfalten, og i netop den proces er det vigtigste at få kørt så meget som det er muligt.
– OK Junior har vi prøvet lidt i Italien her i årets første måneder og haft en fin start med det. Der er til gengæld slet ikke nogen tvivl om, at det er en meget anderledes størrelse gokart at forholde sig til for Oliver såvel som for os ude i teltet. Han synes OK Junior er rigtig sjovt, så det fik en rigtig fin start for os, forklarer Ronnie Rasmussen. Han tilføjer:
– Lige i starten var det vist lidt overvældende at OKJ var så meget hurtigere end den Mini 60, vi kom fra, men det gik hurtigt over, og nu er det her det nye sort.
Tidlig italiensk sæsonstart
Med den meget tidlige sæsonstart for Oliver Fodor Rasmussen kommer CRG-køreren til gengæld ikke kold til den danske premiere på Danish Karting League i Rødby. Sæsonen har allerede budt på et par ture til WSK Super Master Series i Italien, men at holde fast i et dansk program sideløbende med det internationale er for familien Rasmussen et oplagt valg:
– Vi kører med CRG og har en rigtig fin relation med dem – og de vil rigtig gerne ud i den danske serie også. Ét er, at vi rigtig gerne vil gøre vores til at bakke op om karting i Danmark, og samtidigt er der også den faktor, at CRG gerne vil repræsenteres i Danmark. Derudover er det også virkelig vigtigt at man holder momentum på de hjemlige baner, så det er i virkeligheden summen af flere ting. Og så er der selvfølgelig det EM, der venter i Rødby senere i år – men vi behøvede ingen opfordring fra CRG, for vi havde helt sikkert været her alligevel, fortæller Ronnie Rasmussen.
Han tilføjer:
– Vi vil virkelig gerne bakke op om de danske løb, og det passer rigtig godt til resten af vores program. Jeg er også glad for den nytænkning, som Danish Karting League har budt ind med, og jeg er meget spændt på at se, om det ikke kan give endnu mere til sporten. Vi har kørt en masse i udlandet, og har set mange ting, som vi savnede i Danmark, men de er med i det her nye koncept, afrunder Ronnie Rasmussen.